Safarova vandt mødet med veninden
Lucie Safarova og Michaella Krajicek har været veninder, siden
de var ni år gamle.
Torsdag mødtes de i 2. runde af e-Boks Sony Ericsson Open 2011,
og selv om de har prøvet at stå over for hinanden flere gange
tidligere, er det hver gang specielt, og det var det også i Farum
Arena. Det fortalte Lucie Safarova, der blev vinderen af opgøret
med cifrene 6-7 (4/7), 6-4, 6-2.
"Det er ikke rart at spille mod en veninde, men jeg synes, at vi
opførte os pænt og var rolige. Jeg plejer at være meget emotionel,
når jeg spiller - jeg kæmper meget og pumper mig selv op, men det
gør jeg ikke, når jeg spiller mod en veninde", forklarede den 3.
seedede tjekkiske vinder.
Lucie Safarova er dermed klar til kvartfinalen, og her venter
Shuai Zhang fra Kina. Kineseren nåede kvartfinalen ved at besejre
kvalifikationsspillere Galina Voskoboeva.
Også amerikanske Bethanie Mattek-Sands blev torsdag klar til
kvartfinalen. Verdens nr. 31 fik i det meste af opgøret kamp til
stregen af svenske Johanna Larsson, som tog 1. sæt 7-6 (7/1). 2.
sæt sad Bethanie Mattek-Sands på - 6-0 lød cifrene til den seje
kriger, som også vandt 3. sæt 7-6 (7/5).