Caroline i kvartfinalen efter flot tenniskamp
Der var stående klapsalver, da torsdagens aftenkamp mellem
Caroline Wozniacki og Angelique Kerber i 2. runde af e-Boks Sony
Ericsson Open 2011 var færdig. Og anerkendelsen fra lægterne
var ikke kun møntet på vinderen af opgøret, verdensetteren Caroline
Wozniacki, som sejrede 7-6 (7/4), 6-3. Tilskuerne i Farum Arena
sagde tak for halvanden times underholdende og velspillet
tenniskamp til både danskeren og hendes tyske modstander.
Det var tennis på højt niveau leveret af Caroline Wozniacki -
som var langt skarpere end i sin første kamp i turneringen - og af
Angelique Kerber, som gik på banen og i den grad spillede sin
chance fra sin position som verdens nr. 76.
Tyskeren fra Kiel en lille tur syd for den danske grænse
pressede hjemmebanefavoritten og brød første gang til 3-1. Caroline
Wozniacki svarede straks igen ved at bryde rent til 3-2, men
Angelique Kerber blev ved - og brød til 4-2, og holdt så serv til
5-2. Ved den stilling havde Angelique Kerber sin første sætbold,
som Caroline Wozniacki reddede. Det gjorde danskeren også ved
stillingen 5-4, da Angelique Kerber havde sin anden sætbold. Og så
stod der pludselig 5-5, inden sættet blev afgjort i en tiebreak,
som Caroline Wozniacki vandt 6-4 - efter 46 minutter.
En Caroline-Classic - at komme tilbage fra selv den mest umulige
situation.
To mistede sætbold - og et sæt - kunne sagtens have fået nogle
spillere til at miste pusten og modet, men det skete ikke for
Angelique Kerber. Tyskeren holdt ved, men blev sat af ved 3-3 -
herefter vandt Caroline Wozniacki de tre sidste partier til sætsejr
6-3.
Og nu skal den forsvarende mester fredag aften møde Alberta
Brianti, som danskeren har vundet over de to gange, de hidtil har
mødt hinanden.