Dokic glæder sig til at spille i Danmark
Da Jelena Dokic søndag var færdig med at træne op til e-Boks
Sony Ericsson Open 2011 og havde spist, holdt hun godt øje med den
tennis, der blev spillet i Farum Arena. På banen var turneringens
kvalifikationsspillere, og en af dem skal Jelena Dokic møde i 1.
runde af den danske WTA-turnering.
"Det er hårdt, fordi de så har spillet tre kampe, men jeg har
til gengæld fået en ekstra træningsdag", sagde Jelena Dokic om sin
lodtrækning.
Hvilken kvalifikationsspiller, den 28-australier med seks
WTA-titler på cv'et skal møde, afgøres først senere mandag, når de
sidste kampe i kvalifikationen er afgjort.
Men Jelena Dokic glæder sig.
"Det er første gang, jeg er i Danmark, men det er en fin
turnering, og jeg glæder mig til at spille", sagde Jelena Dokic,
der ankom i fredags og har brugt dagene på at træne.
Jelena Dokic hører til en af de rutinerede spillere på WTA
Touren. Hun fik sit store gennembrud, da hun i 1999 spillede sig
igennem kvalifikationen til Wimbledon og i 1. runde smadrede
verdens nr. 1, Martina Hingis, ud af banen og turneringen 6-2, 6-0.
Fra en positition som nr. 129 i verden. Siden vandt hun en håndfuld
WTA-titler, og var i 2002 nr. 4 i verden, men senere faldt hendes
rangering som en konsekvens af personlige problemer. I 2009 vendte
Jelena Dokic imidlertid tilbage med fornyet styrke, og i dette
forår vandt hun sin sjette WTA-titel - og kan nu opleves i
Farum.