Sportens minister var begejstret
Kulturminister Per Stig Møller (K) sad på første række og var
begejstret for 2011-finalen mellem Caroline Wozniacki og tjekken
Lucie Safarova - og for at den danske verdensetter tog trofæet i
e-Boks Sony Ericsson Open for andet år i træk, et trofæ, som
sportens minister overrakte til den danske verdensstjerne.
"Det var fantastisk godt spillet, og der var jo ingen tvivl om
udfaldet. Hun leverede fantastisk kraftfuldt spil - det var meget
flot", lød de rosende ord fra Per Stig Møller, som også sidste år
var på plads i Farum Arena.
"Jeg synes, at når vi har en turnering på det her niveau, og vi
gerne vil have den op på et endnu højere niveau, så skal man også
vise den interesse for turneringen, som følger med
sportsministerpladsen - og jeg gør det ikke alene, fordi jeg er
sportsminister, men også fordi jeg synes, at det er spændende",
sagde Per Stig Møller, som naturligvis også havde lagt mærke til
den ros, som WTA's præsident, Stacey Allaster tidligere på ugen
udtrykte for den danske WTA-event.
"Det synes jeg jo er godt. Der er blevet lavet en turnering på
dansk grund, som har fremtiden for sig, og det kan vi jo alle
sammen kun være glade for".