Mona Bathel er gået fra kvalifikation til semifinale
Indtil Mona Barthel ankom til Farum og e-Boks Sony Ericsson Open
2011, havde den 20-årige tysker blot vundet én kamp på WTA Touren -
sin kamp i 1. runde af French Open for kort tid siden.
Nu er Mona Barthel så i semifinalen i den danske WTA-turnering
efter at have spillet sig igennem kvalifikationsturneringen fra sin
position som verdens nr. 142 - hvilket er tyskerens bedste
rangering. Den første store overraskelse stod hun for, da hun i 2.
runde af e-Boks Sony Ericsson Open besejrede 5. seedede Barbora
Zahlavova Strycova, som er verdens nr. 50. Og fredag tog Mona
Barthel sig så kærligt af turneringens 3. seedede spiller, Bethanie
Mattek-Sands. Amerikaneren, som er verdens nr. 31 i denne uge, og
har haft et flot forår på WTA Touren.
Bethanie Mattek-Sands vandt 1. sæt 6-1, men så vendte Mona
Barthel tilbage og tog de næste to sæt 6-3, 6-4.
"Det var en virkelig hård kamp. I 1. sæt spillede hun utrolig
godt, og jeg havde ikke en chance. Jeg prøvede bare at bevare roen,
og nogle gange kan én eller to bolde ændre hele kampen", sagde Mona
Bathel efter opgøret.
"Jeg prøvede bare at få hver en bold over, så måske gjorde det
hende lidt nervøs og fik hende til at lave lidt flere uprovokerede
fejl", sagde vinderen, der slet ikke kunne lade være med at smile
over sin sejr.
"Før jeg kom til København, havde jeg kun vundet én
hovedturneringskamp på WTA-niveau, så jeg havde ikke forventet at
komme i semifinalen. Det er en fantastisk følelse, og det er en
smule uvirkeligt".
Og hvordan vil Mona Barthel så have det med at møde verdens nr.
1 - Caroline Wozniacki, der på dette tidspunkt ikke havde spillet
sin kamp mod Alberta Brianti.
"Det er fantastisk at spille mod verdens nr. 1. Det er derfor,
man spiller - for at spille mod de bedste i verden. Om jeg har en
chance - måske, jeg vil bare nyde det, jeg har intet at tabe".
I lørdagens første semifinale mødes Petra Martic og Luce
Safarova.